Tirsdagsordet | Jetsmark sogn

Tirsdagsordet

Tirsdagsordet


# Nyheder
Udgivet fredag d. 13. november 2015, kl. 19:35

Blowing in the wind

Bob Dylan

__________________________________________________________________

”How many roads must a man walk down/ before you call him a man/ yes’n how many seas must the white dove sail/ before she sleeps in the sand./ The answer my friend/ is blowing in the wind/ the answer is blowing in the wind.”

Svaret blæser I vinden. “Blowin’ in the wind” er den mest berømte af Dylans sange. Den har været sunget af unge, der lige havde lært at spille guitar, ud over hele verden. Den blev lynhurtigt en klassiker, fordi den er sørgmodig og klagende poetisk og samtidig så tilpas ubestemt i sin løsning, at mange har følt lyst til at synge med på den og udtrykke sig gennem dens ord. Den er blevet opfattet som et udtryk for 60ernes, ungdomsoprørets kamp for frihed, fred og borgerrettigheder, og det mystiske omkvæd: ”svaret blæser i vinden” – er blevet tolket på forskellig måde, enten at svaret ikke lader sig fange, eller at svaret er i luften lige rundt om dig. Selv har jeg det sådan med den sang, at da jeg først var begyndt at høre alle Dylans sange og hver ny LP, der udkom, så blev ”Blowin’ in the wind” hurtig uinteressant. Den virker alt for almen og glat i forhold til intensiteten i alle de andre af Dylans sange, som om det bare var en pastiche folkesang, han skrev på bestilling, men ikke lagde sin person i.

I efterårsferien kiggede jeg i en bog, jeg havde fået i julegave: ”Hvor dejlige havfruer svømmer. – Om Bob Dylans digtning.” Anders Thyrring Andersen er én af redaktørerne og bidragyderne. Det var hans artikel, jeg gav mig til at læse. Den hedder: Before the flood – apokalypse og kristen modernisme hos Bob Dylan. Dylan har fra starten af haft det som sit kald at begræde moderniteten, materialismen, tabet af gudsfrygt og menneskeligt hovmod. Det er et grundtema i Dylans sange gennem alle årene fra starten af 60erne og indtil nu. Anders Thyrring gør overbevisende rede for sin tolkning og påpeger skjulte bibelcitater i massevis. Dylan har aldrig været den politiske protestsanger, som 68erne ville have ham til at være. Han har i virkeligheden aldrig været ungdomsoprørets profet, men derimod en kristen dommedagsprofet. Han var ikke protestsanger i en snæver politisk forstand, men han har hele vejen protesteret mod den moderne verdens ulyksaligheder og tabet af gudsfrygt. Han beskriver i én lang elegi det moderne menneskes umulige situation, dets ensomhed, og han vil forsøge at få os til at erkende situationen i håb om, at troen vil gentage sig selv i os.

Blowing in the wind er i virkeligheden en spiritual, og den vind, svaret blæser i, - er Helligånden!

Michael Berg, Jetsmark