Jetsmark kirke, Jammerbugt provsti, Ålborg stift. ”Hvetbo Herred”, Vendsyssel, Nordjyllands amt. 
Jetsmark kirke er formodentligt blevet bygget ovenpå et kultsted fra tidligere tiders gudedyrkelse, hvor der har været en tilhørende gravplads. Ved diverse udvidelser gennem tiden af Jetsmark kirkegård, er der i landbrugs jorden rundt om, dukket gamle gravsteder op.  Der er f.eks en gravhøj på marken vest for kirken.
På et tidspunkt i 1525 bruges betegnelsen "Jetsmark på Hvet". Dette kan tyde på, at herredet betragtedes som et ø-område med de tre bakkeøer, nemlig Saltum bakkeø omfattende Saltum, Ingstrup, V. Hjermitslev og Alstrup sogne, Hune bakkeø og den flade bakkeø omkring Jetsmark kirke. Som det var og er almindeligt i Vendsyssel, blev kirken opført på et højdedrag. (Jetsmark = Høj Mark).


Jetsmark kirke er en stor romansk kvaderstenskirke, og den blev bygget o. 1150. Den oprindelige store middelalderlige kirkebygning (som er fra romansk tid o.1050 – 1200) er lavet af fint tilhugne granitkvadre, apsis over dobbelt sokkel med attisk profil over skråkant, kor og skib over skråkantsokkel, og omfattende kun skib, kor og apsis. Kirken havde bjælkeloft og små rundbuede vinduer ligesom dem, man ser i nordvæggen. Det må have været et mørkt og mystisk rum dengang. 
Kirken var bygget over en midterakse fra apsisvinduet over alteret ned til døbefonten, som dengang stod nede i kirkeskibet midt imellem nord- og syddøren. Dåbspodiet var hævet til den samme højde, som alteret havde. Dåben foregik dengang ved at man dykkede børnene helt ned i vandet.  I den senere gotiske tidsperiode efter o.1300, var det dåb med overøsning af børnene, der vandt indpas. Vi fik derfor dåbsfadet.
Norddøren (kvindedøren) som har en retvinklet afslutning, er bevaret som indgangsdør Syddøren som lå lige over for norddøren var mandsdøren.


Våbenhuset blev bygget til over kvindernes indgangsdør fra nord, mens mandsdøren lige overfor i sydsiden blev muret til. Konturerne af den kan stadigvæk skimtes. Efter sagkyndiges opfattelse et levn om, at kvinden som menneske fra gammel tid i Jetsmark, blev sat højt, eller fra andre kyndiges mening, at det måske var mest praktisk fordi landevejen lå lige uden for kvindedøren.


Det stærkeste lys kom fra vinduet i apsis mod øst. Apsisvinduet er stadig bevaret i Jetsmark kirke, og i overliggeren udenfor kirken findes der et relief af en okse og en ørn.
De to dyre ornamenter symbolisere de to evangelister Lukas og Johannes, de to som har givet os juleevangeliet.


Disse store gravsten som ligger nord for kirken, har haft deres plads inde i gulvet i kirken, da der fandtes gravkammer i koret og i apsis.


Den anselige Jetsmark kirke var oprindelig indviet til de søfarendes helgen, St. Nicolaus (afbildet i koret).
Våbenhuset er ligeledes fra sengotisk tid. Runestenen, som står i våbenhuset, er lidt ældre end kirken selv. Bisgaard en forkortelse af Bispgaard eller Bispens gaard. Det har i middelalderen tilhørt Børglum Bispestol, og var formodentlig indrettet til, at hvis bispens rejse gik ad denne vej, kunne han bo på dette sted altså Bispens gård på Blokhusvej 56 I Pandrup. En af de første skrevne og sikkert det smukkeste bidrag i vor historie fra Hvetbo – området her i Vendsyssel, er gemt på linjerne som stod med runer ristet i en granit sten. Den fandt man ved en udgravning på Bisgaarden i 1855. Her stødte man på en opfyldt kælder, som blandt andet var opført i kampesten. Kælderen havde ikke været kendt i de sidste 80 år. Ovenpå var opført en bageovn og en skorsten. På stedet hvor nedgangen havde været, var der opstillet to 2½ alen høje sten, hvoraf den ene bar runeindskriften;
HUFI  SATI  STIN  IFT  BRUTH  SINA  THURLAK  AUK  HRITHI.
En påfaldende lighed havde den med stenen i Hune kirke. Da den er fra samme tid ca. 950 – 1000 år, er det naturligt at tro, at begge indskrifter er ristet af samme person HOVI. Hovi eller Hove skulle være den samme person, et ellers ikke almindeligt navn på runesten, men det kan dog også godt være båret af flere personer omtrent samtidigt i Hvetbo Herred. På opfordring af præsten fra Jetsmark kirke, blev runestenen af Bisgaards ejer opstillet i våbenhuset og her kan den stadig ses og beundres. Hoves tyste hilsen fra for årtusinde siden; Indskriften lyder;
Hovi satte sten efter sine brødre, Torlak og Ride”. 
"Jeg, Hovi, satte sten for mine brødre, Torlak og Ride".
Våbenhuse er sjældent udsmykket med kalkmalerier, men i Jetsmark er der en lille rest tilbage, som er et fragment af et kalkmaleri med to personer klædt i pilgrimskapper og har bredskyggede pilgrimshatte på.  Kirken blev genindviet i 1474 efter den store renovering.


I våbenhuset forefindes der en folder over kirken på dansk, engelsk og tysk.  Kirkemateriale som koncerter, rundvisninger, kirkebladet og andet aktuelt læsestof. Nyhedsbreve, vejkirke brochure og kirkelige organisationer, som er til fri benyttelse. Der kan købes postkort.


O. 1450 skete den store udvidelse og ombygningen af kirken. Den fik hvælvinger, som hører den gotiske bygningsstil til, og tårnet blev tilføjet.  Det er bygget af gule munkesten undtagen forneden, hvor det er kvaderstenene fra den nedbrudte vestgavl, der blev anvendt.  Bjælkeloftet er blevet pillet ned i kirken, og den fik sine spidsbuede hvælvinger.  (Det fladloftede kirkerum, var i sin tid blevet ændret til krydshvælv i skibet og stjernehvælv i koret). Tagkonstruktionerne var derved blevet forringet, fordi hanebåndene var sat højere op på spærene. Dermed arbejdede sydmuren sig ud af, og i 1909 var der så bred en åbning, at man kunne kikke direkte op i himlen. 
Det var der de store sydvendte vinduer kom til og apsis skiltes fra koret med en mur. Interessant nok er skillevæggen mellem apsis og kor bygget førhvælvingerne. Den stammer fra 1300-tallet.  I denne mur er der indmuret en gammel egeplanke, hvis hulrum i katolsk tid fungerede som monstransgemme.
Kirken har to klokker. Den gamle klokke er fra 1802, som er støbt af Peder Meielstrup i Randers og skænket af Catharina Elisabeth Scheel, f. Cicignon. - Den nye klokke er støbt af "De Smithske" i Aalborg 1961 og skænket af Peder Larsen Knudsen, "Kalsengaard" i Jetsmark.


Sidst men ikke mindst blev de nye hvælvinger udsmykket med kalkmalerier. (alle kalkmalerierne er vist i ”galleri” andet sted på hjemmesiden).  
Maleren har selv dateret færdiggørelsen af kalkmalerierne, og værket blev fuldendt i 1474 (skrevet med romertal;  MCCCCLXX-IIII) , men der har måske været kalkmalerier i kirken hundrede år før den tid. Det er to forskellige malere, der har malet i Jetsmark kirke, men de har malet på samme tid. Ham, der har malet i koret har f.eks. fået lov til at afprøve sin skabelon i skibet hos den anden maler. Bemalingerne hænger sammen med ombygningen med hvælvingerne, og den er foretaget på én gang. De er fremstillet imens Niels Laursen var præst i Jetsmark og Jakob Friis var biskop på Børglum. Hans våbenmærke ses i korets midterfelt, der samler kalkmalerierne i loftet.
På korets nordvæg ses nogle utydelige rester, men man kan skimte, at det skal være historien om uddrivelsen af paradiset. Billederne er fra 1300-tallet og udgør en billedfrise med skabelsen, syndefaldet og uddrivelse. De er ødelagt i nyere tid (1900-tallet).  I skibet er de tre østlige hvælvinger udsmykkede, og der har været billedfriser på den øverste del af væggen. På nordsiden ses mange af dem endnu tydeligt. Motiverne er hentet dels fra Jesu barndoms- og lidelseshistorie, dels fra helgenlegendernes verden. I koret er ikke bare hvælvingen, men også østvæggen udsmykket. Våbenhuse er sjældent udsmykket med kalkmalerier, men i Jetsmark er der en lille rest tilbage, som er et fragment af et kalkmaleri med to personer klædt i pilgrimskapper og har bredskyggede pilgrimshatte på.  Kirken blev genindviet i 1474 efter den store renovering.


Kalkmalerierne er efter al sandsynlighed ikke blevet kalket over lige efter reformationen. Ganske langsomt har man mistet interessen for dem. De var barnlige og efterhånden også i dårlig stand. Måske var det i pietismens tid (engang i 1700-tallet), at alle hvælvingerne blev kalket hvide. Derefter gik de smukke malerierne snart helt i glemmebogen. 
Ved århundredeskiftet fra 1800 til 1900 tallet, hvor man over hele landet igen begyndte at interessere sig for kalkmalerier, blev der også herfra sendt bud til Nationalmuseets folk.  Den gamle graver ved Jetsmark kirke, havde i 1908 gjort præsten opmærksom på, at der gemte sig farvet puds under de hvide hvælvinger. I 1909 til 1913 afdækkede Eigil Rothe kalkmalerierne, som vi ser dem så smukt nu i dag.


I katolsk tid, var det kun præsten der drak vinen, modtog Kristi blod. Derfor hældte han aldrig mere op end nødvendigt. Han tømte kalken. Af brødet blev der derimod ofte noget tilovers. Så i monstransskabet har der stået en monstrans. Ordet montrans dækker altså ikke over fremvisnings skabet, men er et særligt stykke inventar i kirken, i den katolske kirke. Den er en slags beholder, et helligt, gudstjenesteligt redskab. I den udstilles det forvandlede nadverbrød (hostien), som efter at indvielses ordene har lydt er forvandlet til Kristi legeme. Hostierne kan ikke lægges tilbage i æsken med det uindviede nadverbrød (sådan som vi gør det), fordi de er og bliver Kristi legeme uanset om gudstjenesten er forbi. Sådan er den katolske tro. Derfor har man sådan et monstrans til at opbevare Kristi hellige legeme i. Mellem gudstjenesterne stilles den så i skabet, så folk der besøger kirken kan kaste et blik derop og tilbede ham. Sommetider bæres denne monstransen rundt i religiøse processioner. Den består af en glascylinder, så hostierne er beskyttet, men samtidig synligt af alle. Den er anbragt på en fod, og er rig ornamenteret  oftest i ædelt metal. En sådan monstrans har der før reformationen stået i det lille tilgitrede skab på Jetsmark kirkes altervæg.   


Michael Berg udtaler, Jeg synes skabet skal stå tomt. Det er det mest korrekte over for både kirkehistorien og over for menigheden i dag. Så kan gitteret minde dem, der kender dets historie om nadverens alvor, at Kristus virkelig kommer levende tilstede iblandt os, når vi fejre nadveren.