Velkommen til kirkegårdsløb på Jetsmark Kirkegård. For at komme igennem hele løbet skal du/I bruge en mobiltelefon med QR-scanner og et kamera. Ved hver post er der en QR-kode og et Fadervor. QR-koden indeholder en historie, en opgave om Fadervor, en aktivitet og en vejbeskrivelse til næste post. God fornøjelse!
FORTÆLLING
Jetsmark Kirkegård er en slags park, som ejes af kirken, og som "de grønne" (gartnerne) passer og plejer året rundt. Her begraves/bisættes de døde, som kommer fra hele området og som ønsker, at kirkegården her, skal være deres sidste hvilested. Kirkegården er opdelt i områder - der er en mindre park med små urnegravsteder og flere afdelinger med kistepladser blandet med urnegravsteder. Der er lange, lige rækker med sidste hvilesteder, store og små. Indimellem er der bede med blomster og buske, fordi der ikke er brug for så mange store kistepladser, som der var engang. Hvorfor tror du, det er sådan?
Kirkegården skal holdes pæn hele tiden, og hver dag besøger mange folk kirkegården for at se til en afdøds gravsted - tænke på og savne og mindes. Kirkegården er et smukt og roligt sted og af respekt for de døde og de andre, der besøger kirkegården, så bevæger vi os rundt, stille og roligt.
OPGAVE:
Fadervor er den bøn, som Jesus har givet til os mennesker. Den består af flere, korte bønner. Kig ved siden af QR-koden.
Hvor mange små bønner i Fadervor kan du finde?
Den første sætning i Fadervor siger noget om Gud - her med andre ord:
Guds rige er der, hvor Gud får lov til at bestemme.
FÆLLESAKTIVITET
På din vej på kirkegården, ser du en masse gravsten. Prøv at kigge efter symboler, altså små figurer på stenene. Tal med hinanden om, hvad symbolerne betyder, og hvorfor I tror, familien har ønsket lige netop dét symbol på gravstenen.
NÆSTE POST
Du går hen til den store port ind til kirkegården (den til højre), og går ind af grusvejen, der går parallelt med kirken. Ved den 8. sti til højre, drejer du og fortsætter hen til "fællesplænen", med de tre birketræer og en stor gravsten. Her finder du post 1 (se billederne nedenunder).